29. marts 2024

Politiet søger vidner, som har set den ovennævnte blå VW Passat, både forud for og efter drabet på Nedim Yasar. (Politifoto)

Københavns Politi har i dag anholdt to mænd og sigtet dem for henholdsvis drab og medvirken til drab på den tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar.

Nedim Yasar blev ramt af skud ud for Hejrevej 42 i københavns nordvestkvarter mandag den 19. november kort efter klokken 19.30.

De to anholdte er henholdsvis 24 og 25 år gamle.

Politiet har i forbindelse med anholdelserne foretaget ransagning af flere adresser i Storkøbenhavn og endvidere er der sket ransagning af et bandetilholdssted i Nordsjællands Politikreds.

De to mænd vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør og her vil anklagemyndigheden begære dørene lukket. Politiet kan derfor ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere detaljer om de anholdte, og heller ikke i forhold til om den dræbte og de to anholdte kendte hinanden. Der kan ligeledes ikke gives yderligere oplysninger om eventuelle fund ved de mange ransagninger, oplyser Københavns Politi.

Politiet efterforsker stadig mulige motiver, og vil derfor ikke oplyse om der forventes flere anholdelser i sagen.

Københavns Politi har tidligere oplyst, at det formodede gerningsvåben var det, man kalder et håndvåben. Nu oplyses det, at der formodentligt var tale om en revolver af mindre kaliber.

Flugten fra Vibevej er efter politiets opfattelse sket i en blå VW Passat, som forud for drabet har holdt parkeret på Vibevej.

Efterlyser vidner
Københavns Politi er stadig meget interesseret i at høre fra vidner, som enten har været på Hejrevej, Glentevej og Vibevej både før og under skudepisoden, og som endnu ikke har talt med politiet.

Politiet er også meget interesserede i at høre fra vidner, som har set den ovennævnte blå VW Passat, både forud for og efter drabet.

Et billede af den rigtige bil kan ses under denne artikel. Bilen er desuden kendetegnet ved en lygtefejl på bilens venstre forlygte, idet denne kun havde parkeringslys tændt. Bilen var derudover forsynet med nogle specielle alufælge.

Politiet vil også stadig gerne høre fra personer, som på en eller anden måde ligger inde med viden om drabet eller eventuelle forudgående trusler mod Nedim Yasar.

Vidner kan kontakte Københavns Politi på 114

Politiet søger vidner, som har set den ovennævnte blå VW Passat, både forud for og efter drabet på Nedim Yasar. (Politifoto)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.