Holbæk Kommune vil smide Bandidos på porten




Arkivfoto: Rolf Larsen.

Holbæk Kommune vil nu give Bandidos MC et forbud mod at opholde sig i klubhuset på Østerstræde i Holbæk.

I dag søndag har Holbæk Kommune sendt et såkaldt samlingsforbud i høring. Det er første skridt mod at få rockernes tilholdssted på Østerstræde i Holbæk lukket. Forbuddet kommer oven på en række episoder forskellige steder i byen.

– Alle skal kunne færdes trygt og sikkert. I hele kommunen og på alle tider af døgnet. Rockernes tilstedeværelse og de begivenheder, vi har været vidne til i den seneste tid, skaber utryghed i området. Det vil vi ikke acceptere, og derfor gør vi, alt hvad vi kan, for at sætte en stopper for det, fortæller Holbæk Kommunes borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Holbæk Kommune vil forbyde Bandidos at mødes i denne ejendom på Østerstræde i Holbæk efter Natur- og Miljøklagenævnet har taget stilling til en ankesag. Foto: Rolf Larsen.

Kommunen har tidligere forsøgt at få lukket den lokale Bandidos afdelings tilholdssteder, men uden held. Nu mener man dog, at det kan lade sig gøre med “Bandepakke 3”, som trådte i kraft sidste sommer.

– Det er ikke en ny ting, at vi ønsker at slippe af med tilholdsstedet, men vurderingen har tidligere været, at loven ikke gav os den mulighed. Nu er situationen eskaleret, og utrygheden taget til, og det handler vi konsekvent på, siger borgmesteren.

Lukning vil gælde i tre måneder
Holbæk Kommune er forpligtet til at sende forbuddet i høring, og det er nu sket. Høringen varer otte dage, og hvis der ikke kommer nye oplysnigner frem under høringen, vil forbuddet træde i kraft og gælde i foreløbig tre måneder. Det betyder at personer med tilknytning til Bandidos ikke må samles på adressen, og at det således ikke kan fungere som klubhus.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.