Ny praksisklinik på Amager Hospital




I dag åbner den første midlertidige praksisklinik i hovedstaden på Amager Hospital. Flere praktiserende læger som er gået på pension, lægepraksisser som er lukkede og en fortsat befolkningstilvækst gør, at alle i øjeblikket desværre ikke kan få en praktiserende læge. Lige nu er alle praktiserende læger i Københavns kommune lukket for tilgang af nye patienter.

– Det er selvfølgelig uholdbart, at man ikke kan få en praktiserende læge i København. Den situation skal løses, og det er vi i dialog med de praktiserende lægers organisation om – og indtil da, der afhjælper vi situationen med en midlertidig praksisklinik på Amager Hospital, så alle kan komme til lægen, siger formand for Region Hovedstadens Udvalg for Forebyggelse og Sammenhæng, Qasam Nazir Ahmad (Å).

Klinikken på Amager Hospital kommer efter planen til at være åben i et år, indtil der er fundet en mere langsigtet løsning, som kan sikre lægedækningen i København. Der er også planlagt en praksisklinik på Frederiksberg Hospital, som åbner senere i oktober måned.

Borgere fra Københavns Kommune, der ikke har en praktiserende læge, kan tilmelde sig via den almindelige tilmelding på borger.dk.

– Jeg er ked af, at vi lige nu ikke kan tilbyde alle borgere i København en praktiserende læge. Men når det nu er sådan, så er de midlertidige praksisklinikker en ansvarlig løsning, som sikrer at borgerne i København kan få hjælp, når de har behov for det, siger Qasam Nazir Ahmad (Å).

Om praksisklinikken:

Den midlertidige klinik placeres på Amager Hospital, Italiensvej 1, opgang 2, 1.sal, 2300 København S, og forventes i første omgang at kunne betjene 1.600 borgere fra Københavns Kommune.

Klinikken tager imod patienter med forudgående aftale om konsultation i hverdage kl. 8 – 16. Klinikken kan også kontaktes telefonisk i dette tidsrum. Klinikkens tidsbestilling er hverdage (mandag-fredag) kl. 8 – 12.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.