Sommerland Sjælland sætter besøgsrekord




Besøgsrekorden bliver fejret med konfetti, gaver til gæst nr. 200.000 og lagkage til gæsterne. PRfoto: Sommerland Sjælland.

På næstsidste åbningsdag satte Sommerland Sjælland publikumsrekord, da man rundede 200.000 gæster i samme sæson.

– Det er kæmpestort og første gang i Sommerland Sjællands historie, at vi rammer så mange besøgende, jubler direktør Kåre Dyvekær, der ejer parken sammen med sin hustru Mette Dyvekær.

Fejret med konfetti og lagkage
Hele ugen op det populære familiepark været i gang med at planlægge fejringen, der blandt andet bød på lagkage til gæsterne og en regn af konfetti, da det magiske tal blev ramt kort efter åbningen lørdag formiddag.

– Allerede sidste søndag kunne vi se, at vi ville runde det skarpe hjørne. Derfor besluttede vi at lave endnu en speciel dag for vores sæsonkortholdere, hvor de kunne tage en gratis gæst med, fortæller direktøren og fortsætter:

For første gang nogensinde har mere end 200.000 gæster besøgt Sommerland Sjælland. Gæst nr. 200.000 blev Familien Gadgaard fra Holbæk. Her ses familien sammen med maskotterne Fidy, Fidyline og Mysa samt ejerne af Sommerland Sjælland Kåre og Mette Dyvekær, der købte parken i 2007. PRfoto: Sommerland Sjælland.

– Det flotte besøgstal sætter en tyk streg under, at vi gør tingene på den rigtige måde med ekstra fokus på service og godt værtsskab gennem uddannelse af vores sommerværter i Akademi Sommerland Sjælland. Selv om det har været en meget travl sæson med mange gæster, så har sommerværterne holdt fat i den gode service, og det de har lært. Det sætter både vi og gæsterne virkelig pris på.

En vigtig milepæl at nå
Sommerland Sjælland åbnede i 1985, hvor Kåre Dyvekærs forældre Filip og Inger Dyvekær slog portene op den 15. juni.

Godt en måned senere rundede parken 50.000 gæster, da ægteparret Jeanne og Kim Rolsted sammen med børnene Litten og Jonas besøgte parken i Odsherred.

Året efter – i 1986 – rundede man for første gang 100.000 besøgende, mens den hidtil bedste sæson var i 1992, hvor man var tæt på 200.000 gæster.

Kåre og Mette Dyvekær købte Sommerland Sjælland i 2007 og 11 år senere, kan de altså fejre 200.000 gæster i sæson 2018 sammen med alle sommerværterne.

– Vi har hele tiden haft en ambitiøs vækststrategi, derfor er de 200.000 gæster i samme sæson en vigtig milepæl at nå, fastslår Kåre Dyvekær og uddyber:

– Det besøgstal skal vi selvfølgelig bygge videre på, så vi forhåbentlig kan gøre det lige så godt – og måske endda bedre de kommende år, slutter han.

Fakta: Besøgstal gennem årene:
2018: 200.000+
2017: 168.333
2016: 181.235
2015: 158.249
2014: 161.858
2013: 144.844
2012: 127.889
2011: 122.949
2010: 133.642
Kilde: Sommerland Sjælland

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.