24. april 2024

Det behagede tilsyneladende ikke en 19-årig mand fra Brøndby, at han onsdag aften blev taget i at snyde med SMS-billetten.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man kl. 23.19 fik en anmeldelse fra en 62-årig mandlig buschauffør på buslinje 600 S, som fortalte at han ved stoppestedet i Ny Østergade havde afvist en ung mand, fordi han havde fremvist en ugyldig SMS-billet.

Buschaufføren havde været ekstra opmærksom, da han havde genkendt den unge fra andre tilfælde med forsøg på snyd med billetten. Den unge mand blev derfor afvist, hvorefter han blev aggressiv og spyttede på den uniformerede buschauffør.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt med både buschaufføren og den unge mand. Den 19-årige blev anholdt kortvarigt og sigtet for vold mod buschaufføren i offentlig tjeneste, ligesom han også blev sigtet for dokumentfalsk på grund af mistanke om ændringer i den oprindelige SMS-billet i forsøg på uberettiget at opnå adgang til offentlig transport. Politiet løslod den 19-årige efter afhøringen, men han vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.