32-årig havde pistol med i skole – nu har han fået sin dom




Arkivfoto: succo / Pixabay
En 32-årig mand, som i går blev anholdt på uddannelsescentret TEC i Hvidovre med en pistol og ammunition fik i dag en såkaldt ‘straksdom’.

Onsdag fik politiet en anmeldelse om, at en studerende på TEC tilsyneladende var i besiddelse af en pistol. Politiet rykkede ud til stedet, hvor de fik kontakt med en 32-årig mand fra Rødovre, som rigtig nok var i besiddelse af en pistol med i sat magasin med fire patroner til pistolen.

Den 32-årige oplyste i forbindelse med anholdelsen, at han også havde en militærriffel på sin bopæl, så politiet ransagede efterfølgende mandens hjem og fandt en M1 Carbine med ca. 200 tilhørende skarpe patroner. Manden erkendte også besiddelse af ca. 200 skarpe patroner til en M1 Garant riffel og ca. 500-1000 stk. blandet kaliber 22 ammunition.

I dag blev den 32-årige fremstillet i retten i Glostrup, hvor han blev idømt straksdom på tre et halvt år for besiddelse af en pistol på uddannelsescenteret, samt besiddelse af de andre våben og ammunition, som politiet fandt.

– Jeg er godt tilfreds med at retten har sendt et hurtig og markant signal i denne sag. At tage en skarpladt pistol med på et uddannelsessted er en alvorlig forbrydelse, som skaber stor utryghed, siger anklager Teuta Memeti.

Der blev taget hånd om ansatte og elever
Hos TEC i Hvidovre kalder man onsdagens episode for “meget uheldig”.

Uddannelsescentret oplyser, at der efterfølgende blev taget hånd om de involverede ansatte og elever. Et arbejde som fortsætter indtil videre; bl.a. har man tilknyttet en krisepsykolog efter behov.

– Vi er selvfølgelig rigtig kede af episoden, som vi tager skarpt afstand fra. Vi er også glade for, at episoden trods alt ikke udviklede sig, og at der blev taget godt hånd om tingene med det samme både internt på TEC og hele politiets indsats, udtaler direktør Morten Emborg.

123456789

Skriv et svar