OK18: Forlig på det kommunale område




Foto: Rolf Larsen.
Fredag formiddag faldt brikkerne på plads til en samlet overenskomstaftale for hele det kommunale område.

Det er endnu uklart hvordan aftalen lyder, men der er fundet løsninger på de områder, som har været helt centrale i forhandlingerne nemlig lærernes arbejdstid, den betalte frokostpause og lønnen.

– Vi har fundet en løsning på de tre hovedknaster, som vi har arbejdet hårdt på de seneste måneder: Løn, lærernes arbejdstid og spisepausen. Det har vi opnået gennem et stærkt sammenhold blandt de faglige organisationer, og det er jeg meget glad for, siger Formanden for Forhandlingsfællesskabet og forhandlingsleder på det kommunale område, Anders Bondo Christensen og fortsætter:

– Vi har med aftalen forbedret reallønnen for alle ansatte. Vi har afskaffet privatlønsværnet, der var en forhindring for, at de kommunalt ansattes løn fremover ville følge lønnen for de privatansatte. Lønudviklingen for de kommunalt ansatte forventes at blive 8,1 procent over de næste tre år. Det er klart bedre end den lønudvikling, som arbejdsgiverne først havde foreslået.

– I forhold til lærerne er der også fundet en løsning, der senere i dag bliver præsenteret for Lærernes Centralorganisation, og derefter vil indholdet blive offentliggjort.

– Endelig har såvel FTF, AC som OAO-K og FOA indgået aftaler, der håndterer spisepauseproblematikken på de forskellige områder, siger Anders Bondo Christensen, der peger på, at forliget også indeholder andre forbedringer for de kommunaltansatte:

– Vi har aftalt en ligelønspulje. Puljen anvendes som bidrag til udligning af ulige løn mellem mænd og kvinder inden for en række kvindedominerede grupper. Også i forhold til lavtlønsgrupper har vi afsat midler til en kroneforhøjelse af de laveste løntrin. Endelig blev alle krav om forringelser af seniorordningerne trukket tilbage.

KL-forhandler: økonomisk ansvarligt forlig
Også hos KL er man godt tilfreds med forliget:

– Det er et økonomisk ansvarligt forlig, som sikrer en reallønsfremgang samtidig med, at det også sikrer en balance i forhold til lønudviklingen i det private erhvervsliv. De kommunalt ansatte skal have fornuftige lønninger, men det er vigtigt, at de ikke bliver lønførende, siger Michael Ziegler, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg og topforhandler ved overenskomstforhandlingerne, og fortsætter:

– Der er ingen tvivl om, at det har været en svær overenskomstforhandling. Begge parter har strakt sig for at nå i mål. Det har vi gjort, fordi vi anså det for helt uholdbart og uansvarligt at sende landet ud i en omfattende konflikt på et alt for tyndt grundlag. Nu skal vi videre – sammen. Og vi ser frem til at få denne overenskomst ud at virke i kommunerne.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.