29. marts 2024

Københavns Politi har anholdt to personer som sigtes for at have bragt piloters liv og helbred i fare på grund af laserlys.

Onsdag aften ved 21.30-tiden blev det overvågningspoliti, som i øjeblikket hjælper Københavns Politi i indsatsen mod de københavnske bander, ramt af laserlys.

En tilstedeværende patrulje lokaliserede hurtigt to mistænkte, som efterfølgende blev anholdt. Under visitationen blev der fundet to laserpenne.

Begge er sigtet efter straffelovens § 252, stk. 1 for at have bragt piloternes liv og helbred i fare på grund af laserlysets evne til at blænde piloterne.

– Man skal vide, at det her er en sag, som politiet ser på med meget stor alvor. Laserlys brugt mod fly kan have fatale følger. Uanset om der er tale om drengestreger, eller det er banderelateret, er det noget, som man kan regne med at blive stillet til regnskab for. Hvis man skulle observere lignende episoder, vil vi gerne opfordre til, at man med det samme anmelder det til os, så vi kan efterforske sagen. Selv om vi er massivt til stede i området, er borgernes øjne og ører – som i al anden kriminalitetsbekæmpelse – vigtige for os, siger vicepolitiinspektør Peter Buhl fra Københavns Politi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.