20. april 2024

Hjemmeplejefirmaet Pleje Plus er gået konkurs og det har stillet kommunerne, hvor firmaet har leveret hjemmepleje over opgaven med at overtage leveringen af personlig og praktisk hjælp til de borgere, der hidtil har haft Pleje Plus som leverandør.

Blandt de berørte kommuner er Lolland Kommune. Her siger borgmester Holger Schou Rasmusse:

– Jeg har stor tillid til de dygtige medarbejdere og ledere i kommunens hjemmepleje, og jeg ved, at de vil gøre alt, hvad de kan for at sikre Lollands borgere den støtte, som de har krav på.

– Vi har jo set, at hjemmeplejefirmaer i andre kommuner er gået konkurs, så vi har forberedt os på, at det også kunne ske her. Når det er sagt, så er der selvfølgelig grænser for, hvor hurtigt vi rent praktisk kan mande op, siger Holger Schou Rasmussen.

Prioritering nødvendig – vil gå ud over andre end Pleje Plus’ kunder
Pleje Plus’ konkurs kommer også til at gå ud over borgere, som ikke har haft Pleje Plus som kunder, oplyser Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen:

– Nu og her er vi nødt til at prioritere de vigtigste opgaver først. Sygepleje og personlig hjælp har førsteprioritet, og derfor vil der være borgere, som oplever, at den praktiske hjælp bliver forsinket. Det gælder både de borgere, der i dag har Pleje Plus og de borgere, der har Lolland Kommune som leverandør. For nu at sige det lige ud, så vil der i de kommende uger være borgere, der oplever, at rengøringen ikke kommer til tiden. Der vil også være borgere, der oplever, at medarbejderne kommer lidt for sent og ser lidt travle ud. Det beklager vi selvfølgelig, men jeg vil gerne appellere til alle om at vise forståelse og bakke op om, at vi i første omgang er nødt til at tage hånd om de svageste borgere og deres behov.

Meddelelsen om Pleje Plus’ konkurs kom fredag formiddag. Efter et møde mandag har virksomheden afvist at deltage i møder om samarbejdet i opsigelsesperioden, og Lolland Kommune har ikke fået nogen orientering om, at kommunen meget snart kunne stå med en kæmpe opgave.

– Jeg må ærligt indrømme, at jeg er skuffet over Pleje Plus’ håndtering af samarbejdet den sidste uges tid. Efter byrådsmødet i torsdags gav Lena Løve Jensen udtryk for, at hun ville gøre alt for at sikre, at borgerne ikke blev berørt af opsigelsen af kontrakten. Det har også været vores tilgang, forklarer Holger Schou Rasmussen.

– Nu kan vi så se, at konkursen har været planlagt, og vi kan se, at Pleje Plus allerede har etableret et nyt selskab og kontaktet andre kommuner for at flytte opgaver derover, mens vi – der har en langt større akut opgave at løfte – ikke har hørt et ord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.