Politiet vil have 30-årig kvinde fængslet i sag om 50 kg narkotika




Foto: Rigspolitiet.

En 30-årig kvinde fremstilles i dag i grundlovsforhør i retten i Næstved i en større narkosag fra Slagelse.

Den 6. oktober sidste år slog politiet til i en planlagt aktion og anholdt flere personer, som var igang med at overlevere 50 kg amfetamin på på parkeringspladsen foran Bilka.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ad flere omgange foretaget anholdelser under efterforskningen i sagen, og det førte blandt andet politiet til et amfetaminlaboratorium og anholdelse af tre personer, der havde til hensigt at befri en af de anholdte med et jagtgevær fra Slagelse arrest. Der er faldet dom i befrielsesaktionen.

Kvinden, der fremstilles i grundlovsforhør, er sigtet for hæleri med hensyn til flere større pengebeløb, idet hendes rolle – ifølge politiet – har været at transportere store pengebeløb til udlandet, som betaling for nogle af de produkter, der skulle bruges til fremstilling af amfetamin.

Anholdelsen af kvinden er den 15. i rækken af anholdelser i sagen. Forud for dagens grundlovsforhør sidder ni personer fortsat varetægtsfængslet mens to allerede er dømt i befrielsesaktionen.

Af hensyn til politiets fortsatte efterforskning vil grundlovsforhøret afholdes for lukkede døre.

123456789

Skriv et svar