18-årig sigtet for biltyveri og varetægtsfængslet




Fredag aften ved 21-tiden lagde to betjente, som var på almindelig patrulje, mærke til en Hyundai, der kom kørende ved Lundby på Sydsjælland i modsatte retning. Der var noget ved bilen og dens passagerer, der vakte betjentenes mistanke.

Det fik betjentene til at vende patruljevognen og køre efter for at tjekke Hyundai’en.

Imidlertid havde føreren ikke tænkt sig at standse lige med det samme, men fortsatte et stykke og holdt til sidst stille på en gårdsplads i nærheden, hvorefter føreren og passageren i bilen stak af til fods.

Der gik dog ikke længe, før de begge var løbet op og anholdt.

Det viste sig, at bilen var stjålet, og derfor blev de begge sigtet for biltyveri.

Det drejer sig om en 17-årig pige fra Fuglebjerg og en 18-årig ung mand fra Næstved. Den 18-årige blev desuden sigtet for at køre uden førerret. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 27. juni.

123456789

Skriv et svar