Forskansede sig med kone og børn på udrejsecenter




Foto: Rigspolitiet

En 52-årig iransk mand forskansede sig onsdag på sit værelse i Udrejsecenter Sjælsmark sammen med sin kone og to af sine børn, to andre børn var i skole.

Nordsjællands Politi blev alarmeret via 112 klokken 10.49 og sendte patruljer til stedet, da man havde en mistanke om, at mandens kone og børn blev tilbageholdt mod deres vilje.

Bygningen, hvor manden havde forskanset sig på et værelse, blev evakueret, og en forhandler forsøgte i timerne herefter, at overtale manden til dels at lade børnene komme ud af værelset, dels selv at komme ud. Da det ikke lykkedes, blev det klokken 19.33 besluttet at hente manden og hans familie ud fra værelset.

Politiet understreger, at der ikke på noget tidspunkt har været fare for de øvrige beboere eller personalet på udrejsecentret. De omkringboende borgere har kunne observere stærk politimæssig tilstedeværelse, men episoden har været holdt inden for udrejsecentrets område.

– Vi tager naturligvis sådan en situation meget alvorligt. Derfor mødte vi også talstærkt op, så vi var forberedt uanset, hvilket udfald situationen ville få. Heldigvis er både manden hans familie uskadte, siger Magnus Andresen, chefpolitiinspektør i Nordsjællands Politi.

Manden blev anholdt og både han og konen skal afhøres.

123456789

Skriv et svar