28. marts 2024

Dagrofa lukker hele KIWI-kæden i Danmark. Konkurrencen på discountmarkedet var for hård. Foto: Rolf Larsen.

Dagrofa lukker hele KIWI-kæden i Danmark. Konkurrencen på discountmarkedet var for hård. Foto: Rolf Larsen.
Discountkæden KIWI lukker samtlige butikker. Dagrofa tror ikke længere på KIWI kan vendes til en overskudsforretning.

– I Dagrofa har vi en ambition om at levere de bedste fødevareoplevelser. Det er vi lykkedes med i dagligvarekæden MENY og i FoodService Danmark, der bl.a. leverer catering og take away-løsninger til professionelle. Vi er også bedst lokalt med vores SPAR, Min Købmand og Let-Køb butikker. Men vi er ikke – på trods af massive investeringer – bedst til discount. Derfor lukker vi nu KIWI i Danmark efter flere år med underskud og fokuserer på det, vi er bedst til, siger koncernchef i Dagrofa Per Thau.

En del butikker videreføres som SPAR eller MENY

Discountkæden KIWI blev lanceret i Danmark i 2008 og omfatter i dag 103 butikker fordelt over hele landet hvoraf cirka 30 af butikkerne konverteres til enten SPAR eller MENY. De resterende butikker lukkes over de kommende måneder.

– Lukningen af KIWI fjerner 9% af Dagrofas koncernomsætning, men i MENY og SPAR har vi kæder, hvor der er fremgang, potentiale og indtjening. Dem styrker vi nu ved at udvide med nogle af de lukkede KIWI-butikker, siger Per Thau.

– Der sker store ændringer i dagligvarehandelen i disse år. Konkurrencen på discountmarkedet er benhård, og danskerne flytter en del af deres forbrug væk fra dagligvarebutikkerne i retning af take away, restauranter og catering, her har FoodService Danmark en stærk position og et stort potentiale. Med andre ord mindre mad hjem til køkkenet og mere færdigmad. Og den del, der skal med hjem i køkkenet, skal være topkvalitet. Det fortæller os, at vi skal satse på det, vi er bedst til, fortsætter Per Thau.

Lukningen berører ca. 2.400 medarbejdere, herunder butikspersonale, lagerpersonale og ansatte i supportfunktioner. Omkring en tredjedel af disse medarbejdere fortsætter i funktioner under de konverterede butikker. Der iværksættes endvidere en række tiltag for at hjælpe de opsagte medarbejdere til at komme videre.

– Beslutningen om at lukke KIWI-kæden har ikke været nem at træffe. Hele KIWI-organisationen har gjort et kæmpe stykke arbejde med udviklingen af KIWI. Men vi må bare erkende, at det ikke er lykkedes for os at få rigtig fodfæste på et discountmarked, som er præget af hård konkurrence og manglende indtjening. Som koncern har Dagrofa naturligvis et ønske om at blive profitabel. Med dagens beslutning om at fokusere på vores kernekompetencer forventer vi, at det kommer til at ske senest i 2019, afslutter Per Thau.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.