Efter flere voldelige overfald: Politiet indfører visitationszone i Helsinge




Politiet har indført visitationszone i Helsinge. (Handout/Nordsjællands Politi)
Politiet har indført visitationszone i Helsinge. (Handout/Nordsjællands Politi)

På baggrund af den seneste tids voldelige overfald i den nordsjællandske by Helsinge, har politiet i dag indført visitationszone i stort set hele byen.

Visitationszonen trådte i kraft i dag kl. 15.00 og giver politiet mulighed for at politiet kan foretage stikprøvevise besigtigelser af personers legeme samt undersøgelser af tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i visitationszonen med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.

Det sker for at “forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for andre personers liv, helbred og velfærd”, som det hedder i en pressemeddelelse fra Nordsjællands Politi.

Der har i den senere tid været flere voldelige overfald, hvor der er blevet anvendt stikvåben, ligesom der er fundet slagvåben i køretøjer og der er altså på den baggrund, at visitationszonen er blevet indført.

– Vores førsteprioritet er at opretholde trygheden for borgerne, hvilket er den primære årsag til, at vi opretter visitationszonerne. Erfaringen fra lignende situationer viser, at midlertidige visitationszoner har neddroslet eventuelle konflikter i de berørte områder. Ulovlig våbenbesiddelse straffes hårdt, og vi håber derfor i dette tilfælde, at udsigten til en lang fængselsstraf kan få de involverede parter til at tænke sig grundigt om, siger chefpolitiinspektør i Nordsjællands politi, Magnus Andresen.

Nordsjællands Politi vil endvidere invitere Helsinge Erhvervsforening til et møde for at drøfte situationen i byen, herunder også forlydender om, at nogle forretninger i Helsinge er blevet bedt om at betale beskyttelsespenge til lokale grupperinger.

– Vores billede er, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, men det er vigtigt for os at få et mere præcist indtryk af, hvordan de erhvervsdrivende oplever situationen. Desuden vil vi gerne orientere om, hvordan vi ser på udviklingen, og hvordan man bedst forholder sig, hvis man skulle blive udsat for krav om betaling af beskyttelsespenge, siger Magnus Andresen.

Visitationszonen løber frem til mandag den 1. maj kl. 15.00.

123456789

Skriv et svar