29. marts 2024

I disse timer forberedes arbejdet med forhøjet vandstand, hvor det forventes, at Sjællands nordkyst, Isefjorden, Holbæk Fjord og Roskilde Fjord kan blive udsat for storm og væsentlig forhøjet vandstand, der bl.a. kan betyde oversvømmelser og væltede træer.

Vejret forventes at blive voldsomt i aften og i nat, hvorefter stormen igen vil aftage.

Myndighederne opfordrer borgere til i muligt omfang at forberede sig på, at stormen og den forhøjede vandstand kan medføre ødelæggelser, specielt hvis man bor i et område, hvor der tidligere har været oversvømmelser.

Myndighedernes råd:

– Hvis du bor et sted, hvor der tidligere har været oversvømmelser, bør du allerede nu sikre genstande, der kan risikere at blive ødelagt af vand ved at flytte dem eller sætte dem så højt op som muligt.

– Udendørs bør du fjerne trampoliner og andre genstande, der kan tænkes at flyve væk, når vinden tager til.

– Er du i dit fritidshus, anbefales det, at du kører hjem i god tid i dag eller først i morgen for at undgå de gener, som storm og vand måtte medføre, hvis du skal på arbejde i morgen tidlig.

– Hvis du bor i et udsat område, så tænk på hvor bilen kan parkeres. Stil den et sted, hvor du kan komme til den, hvis vandet mod forventning skulle trænge ind alligevel. Parker endvidere sådan, at bilen ikke spærrer for beredskabets køretøjer på smalle veje.

– Har du en lommelygte klar, hvis strømmen går? Er din mobiltelefon ladet op?

– Tænk om dine naboer kan få problemer i stormen. Spørg eventuelt om der er noget, du kan hjælpe med. Gør naboen opmærksom på, at I er hjemme, hvis der skulle blive behov for hjælp.

– Hold øje med vejret igennem medierne, kommunernes hjemmesider og sociale medier samt politiets hjemmeside, på Twitter eller via appén POLITI.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.