Borgmester vil have færgetilskud lavet om




Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard (V) opfordrer i et brev til social- og indenrigsminister Karen Ellemann til, at tilskudsordningen for de små færger laves om. Det skriver Holbaekonline.dk.

Den kommunalt ejede Orø-Holbæk Overfarten. Arkivfoto: Rolf Larsen.
Den kommunalt ejede Orø-Holbæk Overfarten. Arkivfoto: Rolf Larsen.

Det skal ske, fordi borgmesteren oplever, at der sker en skæv fordeling af tilskuddet. I brevet nævner han, at “ud af det samlede tilskud til Holbæk Kommuen for passagerer, biler mv, så får den kommunale færgefart Orø-Holbæk 3,2% af det samlede tilskud, mens den privat færgefart Hammer Bakke-Orø (Østre Færge) får 96,8%. Svarende til at den kommunale færgefart Orø-Holbæk får tildelt ca. 130.000 kroner i 2017, mens den private færgefart Hammer Bakke-Orø får tildelt 3,9 mio. kr.”

Den skæve fordeling sker bl.a. fordi det er tal fra 2013, som der fastsættes ud fra og det mener Søren Kjærsgaard ikke er brugbare tal. Desuden påpeger borgmesteren, at færger, som har forsøgt at holde priserne på billetter nede til fordel for de små øer, bliver straffet i den måde, som tilskuddet udregnes – det er sket for netop den kommunalt ejede Orø-Holbæk overfart.

På samme måde mener han også, at der sker en skæv fordeling af tilskuddet til godstransport, hvor han igen fremhæver, at den private færge får større tilskud end den kommunale.

Den private Østre Færge A/S  Foto: Knak - Fotokongen.dk (CC BY 2.5)
Den private Østre Færge A/S Foto: Knak – Fotokongen.dk (CC BY 2.5)

Og så nævner borgmesteren i sit brev, at kommunen har fået en administrativ byrde med bekendtgørelsen af tilskudsordningen. Det er nemlig kommunen, som skal sikre administrationen af ordningen for den privatejede færge, ligesom kommunen kan pålægges sanktioner og modregnes i tilskuddet, hvis ikke den privatejede færge overholder sine forpligtigelser i henhold til bekendtgørelsen. “Det finder Holbæk Kommune ikke tilfredsstillende”, skriver Søren Kjærsgaard i brevet til social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.