28. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Arkivfoto: Rolf Larsen
Arkivfoto: Rolf Larsen

Midt- og Vestsjællands Politi søger vidner og forurettede i forbindelse med en biljagt onsdag eftermiddag.

Biljagten startede omkring kl. 17.30 på Holbækmotorvejen mellem Roskilde Vest og Gevninge da en politipatrulje fik øjenkontakt med bilen – en sort Renault personbil, der viste sig at være stjålet i Slagelse i forbindelse med indbrud. Bilen var forsynet med stjålne nummerplader.

Føreren af bilen ønskede tilsyneladende ikke at standse, da politiet gav tegn til dette, og i stedet startede en biljagt med høj hastighed ad Holbækmotorvejen og Skovvejen i retning mod Kalundborg.

Smed værktøj efter politiet
Undervejs opstod flere farlige situationer, da de tre personer, som opholdt sig i den stjålne bil kastede værktøj, bl.a. topnøglesæt og andet ud fra bilen, for at ryste politiet af. Det resulterede i, at en patruljevogn fik knust forruden under biljagten, da den blev ramt af effekter, der blev smidt ud fra den stjålne bil, og en politimand måtte til behandling for glassplinter i øjnene.

På Skovvejen kørte bilen mod færdselsretningen i den modsatte vognbane, hvilket ifølge politiet gav anledning til flere farlige situationer, hvor modkørende bilister måtte trække helt ud i grøften for at undgå påkørsel.

Flere biler blev undervejs påkørt af den stjålne bil.

Biljagten endte i en rundkørsel på Skovvejen ved Bregninge kl. 17.50, hvor det lykkedes politiet at påkøre den stjålne bil. To politibiler blev beskadiget som følge af jagten.

Tre anholdte
De tre personer i bilen blev anholdt. De anholdte er to brødre på henholdsvis 23 år boende i Holbæk samt en 21-årig med ukendt adresse. Den tredje i bilen var en 19-årig mand fra Kalundborg.

Politiet forsøgte flere gange under jagten at holde stor afstand til den stjålne bil for ikke at ”ophidse” føreren til at bringe sig selv og andre i farlige situationer. På trods af dette var der flere gange stor risiko for andre trafikanter.

Søger vidner og forurettede
Politiet er meget interesserede i at tale med alle, der har set den voldsomme kørsel, og som selv enten er påkørt af den sorte Renault, eller som måtte trække af vejen for at undgå påkørsel på strækningen fra Roskilde Vest på Holbækmotorvejen og til Bregninge på Skovvejen ved Kalundborg. Ring til politiet på 114.

De tre anholdte sigtes for en stribe overtrædelser af færdselsloven og straffeloven, bl.a. straffelovens § 252, som følge af de mange situationer, hvor andre blev udsat for fare. I bilen blev endvidere også fundet et kvantum narkotika.

Politiets jurister vil vurdere, om de tre skal fremstilles i grundlovsforhør i dag med krav om varetægtsfængsling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.