19. april 2024

Tre unge mænd fra Greveområdet blev torsdag dømt i to skudsager fra Greve. Dommen faldt torsdag ved retten i Roskilde.

Retten fandt det bevist, at de tre planlagde i januar måned et skyderi mod en lejlighed i et boligkompleks i Gersagerparken. De tog efterfølgende derud i en taxa, hvor den ene blev siddende i taxaen og ventede, imens de andre to løb hen til lejligheden og skød op igennem vinduet på 2. sal. I lejligheden boede 6 personer heriblandt en 2-årig. Ingen kom til skade.

En af de tiltalte blev også dømt for en skudepisode i Askerød, som foregik dagen før, og hvor der blev affyret skud mod en bil med personer i og i et tætbebygget boligområde.

Det var angiveligt et gældsforhold imellem parterne, der var begrundelsen for begge skudepisoder, som skulle foregå som et budskab, til den der skyldte de andre.

Retten i Roskilde idømte de tre mænd henholdsvis 2 år, 1 år og 9 måneder og 1 år 6 måneders fængsel for at have besiddet våben og for at have udsat andre for nærliggende fare for liv eller førlighed. Der blev lagt særlig vægt på forbrydelsernes grovhed og de dømtes unge alder.

– Jeg er tilfreds med dommen. Der har forud for sagen været foretaget dedikeret og målrettet indsats fra politiets side, og derfor er dommen også et resultat af et godt samarbejde mellem politi og anklagemyndighed, siger anklagerfuldmægtig Lise Møller Frandsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De dømte blev varetægtsfængslet efter dommen. De tog sig alle betænkningstid i forhold til spørgsmålet om anke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.