Dreng anmeldte røveri, som ikke fandt sted




Det var en falsk anmeldelse, da en 13-årig dreng fra Store Merløse onsdag anmeldte, at han var blevet overfaldet og udsat for røveri ved Outlet-centret i Ringsted.

Men videoptagelser fra Outlet-centret viste ikke, det drengen havde fortalt politiet om, at han var blevet skubbet og væltet omkuld af tre mænd, der gennemsøgte hans tøj og skoletaske for at lede efter noget værdifuldt, og som var kommet til stedet i en bil.

Derfor valgte politiet at genafhøre drengen i dag og her erkendte han, at der var tale om en falsk anmeldelse.

Drengen havde onsdag morgen taget den forkerte bus, og var utilsigtet havnet i Ringsted, hvor han opdagede, at hans mobiltelefon var tabt eller forsvundet. Da han kom retur til Store Merløse, kontaktede han sin familie og opdigtede historien om det røveriske overfald som årsag til, at mobiltelefonen var væk. Drengens mobiltelefon er dog senere blevet fundet i Store Merløse og er afleveret til ham.

Forældrene til den 13-årige dreng er orienteret om den falske anmeldelse, som den 13-årige ikke kan straffes for, fordi han er under den kriminelle lavalder på 15 år.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at man hermed anser sagen for ”opklaret” og man foretager ikke yderligere efterforskning i anledning af anmeldelsen.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.