29. marts 2024

På mandag starter en større udgravning på Sortebrødre Plads i Roskilde, håbet er at finde skatte og genstande fra middelalderen, der kan fortælle endnu mere om, hvad det var for et samfund, der levede uden for middelalderens bymure.

– Roskilde var i middelalderen (1000-1500-tallet) en af landets vigtigste og største byer. Bymuren var ca. 3 km lang og omkransede et areal på ca. 70.000 m². Den del af Sortebrødre Plads, hvor udgravningen foregår, lå middelalderen lige uden for bymuren langs vejen (den nuværende Københavnsvej/Algade) til byporten fra øst. Her kan der have ligget en slags forstadsbebyggelse til den befæstede by, siger museumsinspektør Jesper Langkilde, der er ansvarlig for udgravningen.

Roskilde kan have været endnu større
Som en af de strategisk vigtigste byer i middelalderen, var Roskilde en af Danmarks største byer i middelalderen. Med de nye udgravninger kan det dog vise sig, at byen faktisk var større, end hvad man ved i dag.

– Hvis der lå en forstadsbebyggelse, hvem boede mon så dér, og lignede den byen indenfor murene? Vi vil også gerne vide hvor gammel den så er? Måske vil der være fund helt fra Vikingetiden, som kan fortælle om byens opståen, der ifølge traditionen skyldes kong Harald Blåtand. Det er nogle af de spørgsmål, vi forhåbentlig kan få svar på ved udgravningen, siger Jesper Langkilde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.