Indbrudstyve stortrives i Danmark




Arkivfoto: Republica / Pixabay
Antallet af indbrud i Danmark er igen stigende. I første kvartal af 2016 blev 9.407 danske hjem ramt af indbrud, og det er 1.000 flere end samme periode af 2015. Det viser tal fra Rigspolitiet, skriver Søndagsavisen.

Ifølge Rigspolitiet skyldes stigningen først og fremmest en indbrudsbølge i Nordsjælland, Nordjylland og Midt- og Vestjylland.

– Jeg har ikke en forklaring på det, og vi ved ikke, om det er folk udefra eller lokale. Men jeg holder fast ved, at der generelt er en nedgang i antallet af indbrud, selvom det stadigvæk er for mange, siger Henrik Framvig, vicepolitiinspektør ved det nationale forebyggelsescenter under Rigspolitiet, til Søndagsavisen.

Indbrudsraten er så høj, at Danmark gennem en årrække har været det land i Europa med flest indbrud pr. indbygger, viser tal fra brancheorganisationen Forsikring og Pension. De mener, at danskerne generelt er for dårlige til at sikre deres hjem.

– Politiet kan ikke klare det her alene. Danskerne skal blive bedre til at sikre deres hjem, siger Jacob Nisgaard Larsen, chefkonsulent i Forsikring og Pension.

I Holland har man gjort det lovpligtigt at indbrudssikre sit hjem, når man bygger nyt. Det eksempel har de danske politikere dog indtil videre afvist at følge.

123456789

Skriv et svar