Vi skændes mindre på jobbet




Arkivfoto: RyanMcGuire / Pixabay

Det er sket et markant fald i antallet af konflikter på de danske arbejdspladser. Det viser en undersøgelse, som organisationen Lederne har foretaget blandt 1.927 ledere, skriver Søndagsavisen.

I 2014 oplevede hver femte leder, at konfliktniveauet på arbejdspladsen var højt eller meget højt. I år er antallet faldet til 13 procent.

Den positive udvikling skyldes ifølge Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i organisationen Lederne, at det er lykkedes at give samarbejdskulturen et løft og inddrage medarbejderne i arbejdet.

– Vi kan se, at dårlig økonomi og usikre fremtidsudsigter giver grobund for mange uproduktive gnidninger og konflikter på arbejdspladserne. Som leder handler det i høj grad om at udstikke en klar kurs og involvere medarbejderne – også når bølgerne går højt. Sammenhold skaber fælles vilje til at løse de opgaver, der er, og er et effektivt middel til at gøre konflikter og brok til konstruktiv kritik, forklarer han til Søndagsavisen.

Virksomheder, der fortsat døjer med konflikter, skal tage konflikterne i opløbet ved at invitere medarbejderne til at komme med konstruktiv kritik, lyder rådet fra Lars Andersen.

– Man kan styre konflikterne ved at gøre det forpligtende at kritisere og ved at få kritikken ud i det åbne. Gør man ikke det, kan konflikterne ligge og ulme, og hvad der startede som en faglig uenighed, kan udvikle sig til noget personligt, som går ud over samarbejdet, og virksomhederne lever jo af, at medarbejderne kan samarbejde, påpeger han.

123456789

Skriv et svar