28. marts 2024

Arkivfoto: <a href="https://pixabay.com/users/doradesigning/">doradesigning</a> / Pixabay

Arkivfoto: doradesigning / Pixabay
To procent af de kommunale investeringer i nybyggeri bliver fremover øremærket til indkøb af offentlig kunst i Rødovre. Kommunen har netop nedsat et nyt kunstråd, som skal rådgive om indkøb og kunst i det offentlige rum.

– Vi sætter pris på kvalitet, og at der er noget interessant at kigge på, uanset hvor man befinder sig i Rødovre. Kunst giver ekstra værdi til et lokalsamfund, og alle kan få glæde af det i det offentlige rum. Vi har en hel del kunst allerede, og det sætter vi stor pris på. Nu tager vi skridtet videre, så vi kan få løftet den visuelle kvalitet af vores by, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen.

Det er en del af den politiske budgetaftale, at hver gang kommunen bygger nyt, skal ca. to procent af budgettet gå til kunst og generel forskønnelse af byrummet. Der er afsat 1,5 mio.kr. alene i 2016. Der er i samme forbindelse blevet nedsat et kunstråd, som skal rådgive og komme med forslag til indkøb af kunst.

Kunstrådets medlemmer er forfatter og billedkunstner Kenn André Stilling, kunstner og kunsthistoriker Mahmoud Klyvø Alibadi, billedkunstner/tekstilkunstner Isabel Berglund samt fra Rødovre Kommune: formanden for Kultur og Fritidsudvalget Jan Kongebro, Stadsarkitekt Bjarne Rieckmann og Børne- og Kulturdirektør Jette Egholm.

– Jeg glæder mig utroligt meget til at se forslagene fra det nye kunstråd. Kunst forskønner, men det kan jo også være lidt kontroversielt og dele vandene. Derfor synes jeg også, det er flot, at det er en samlet kommunalbestyrelse, der står bag aftalen, og at man er klar til at gå nye veje og afsætte de nødvendige ressourcer, siger Erik Nielsen.

Det første initiativ bliver afsløret i juni måned: fem steder i byen bliver der opsat malerier af den internationalt anerkendte street art-kunstner Tasso.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.