29. marts 2024

Arkivfoto: Rolf Larsen

Fredag anholdt politiets særlige bandeenhed Task Force Øst 13 personer i alderen fra 21 til 59 år, heraf en kvinde på 37 år.

I forlængelse af disse anholdelser er der foretaget flere end 20 ransagninger på forskellige adresser på Sjælland.

I forbindelse med anholdelserne er der fundet mere end 375 kg. hash, større kontante beløb samt en del andet materiale af interesse for sagen.

– Der ligger en lang og meget udfordrende efterforskning forud for disse anholdelser. Det er derfor meget tilfredsstillende, at vi nu har fået mulighed for at slå til i denne sag og har fået beslaglagt mere end 375 kg hash, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass og fortsætter:

– Politiet vurderer klart, at der er tale om et internationalt netværk, som i deres udøvelse af kriminaliteten har været meget opmærksom på sikkerhed i deres kommunikation og færden i øvrigt. Vi har med disse anholdelser sat en stopper for en ikke ubetydelig leverandør af hash til det danske marked – og herunder særlig til hovedstadsområdet.

– Også i denne sag bekræftes vi i, at der tjenes mange penge på denne hashhandel, hvorfor mange personer fortsat er interesseret i at løbe den risiko, der er forbundet med at være involveret i sådan kriminel virksomhed på forskellige niveauer.

– Der kan ikke udelukkes yderligere anholdelser i sagen, ligesom vi forventer at skulle foretage et stort antal afhøringer af personer, der på forskellig vis har været involveret i denne hashsmugling, siger Knud Hvass.

De anholdte sigtes alle for overtrædelse af straffelovens § 191 ved indsmugling og handel med euforiserende stoffer, hvoraf flere sigtes for indsmugling og handel med ikke under 1400 kg hash.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Københavns Byret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.