26. april 2024

Politiet kan takke en kvik 17-årig pige for, at to indbrudstyve blev anholdt og varetægtsfængslet.

Pigen kom lørdag aften tilbage til sit hjem på Obelsvej i Korsør, hvor hendes far havde oplyst hende om, at der havde været indbrud, fik hun at vide af andre, at nogle ”skumle” personer var set i en rød varebil.

Den unge kvinde gik herefter rundt i kvarteret, og på Heisesvej så hun en rød varebil. Samtidig kom to mænd også gående mod den røde varebil, men da de så den unge kvinde, vendte de om og gik ind i en opgang på Heisesvej. Hun kiggede ind i varebilen og kunne genkende flere ting fra hendes hjem, så hun tilkaldte straks politiet og flere politibiler hastede til stedet.

Betjentene gennemsøgte ejendommen, og oppe på loftet fandt de to mænd, som forsøgte at gemme sig under noget isoleringsmateriale.

Den ene af de to mænd havde en bilnøgle på sig, som passede til den røde varebil, hvor der også lå genstande fra et indbrud på Strandvej i Korsør.

De to mænd, som begge er fra Litauen, er henholdsvis 31 og 40 år. De er begge anholdt og varetægtsfængslet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.