29. marts 2024

To mænd, som Midt- og Vestsjællands Politi anholdt efter et færdselsuheld søndag aften, hvor en cyklist blev påkørt og kvæstet er løsladt igen.

Uheldet skete ved 20.30-tiden på Ringstedvej i Roskilde, da en sort Mercedes personbil påkørte en 35-årig mandlig cyklist, som blev kvæstet ved uheldet.

Efterfølgende kørte den sorte Mercedes fra stedet uden at give sig til kende.

Meldte sig selv
Mandag formiddag kontaktede en 26-årig mand Midt- og Vestsjællands Politi og meddelte, at varer føreren af bilen. Han mødte senere på dagen op hos politiet i Roskilde sammen med en 27-årig mand, som fortalte at han havde haft rådighed over bilen.

De blev begge anholdt som mistænkt i sagen, da det ikke stod klart hvem der var fører af bilen i uheldsøjeblikket.

Begge mænd blev i eftermiddagens løb afhørt til sagen, og deres forklaringer gav anledning til yderligere efterforskning i sagen. Derfor forblev de anholdt og tirsdag formiddag fortsatte afhøringerne.

De to mænd blev efterfølgende løsladt, men er fortsat begge sigtet i sagen.

Bilen havde skader
Den sorte Mercedes blev på baggrund af henvendelse fra en borger og oplysninger fra de to anholdte, fundet efterladt på en parkeringsplads på Nylandsvej 35, Køge. Bilen havde kraftige skader på venstre forskærm, knust venstre forlygte og tydelige beskadigelser i venstre side af frontruden. Bilen blev taget ind til nærmere teknisk undersøgelse hos politiets kriminalteknikere.

Søger vidner
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket den beskadigede, sorte Mercedes personbil, som flygtede fra uheldsstedet på Ringstedvej søndag aften i sydlig retning med formentlig kun én virksom højre forlygte, eller som har bemærket den kraftigt, beskadigede bil blive henstillet på p-pladsen på Nylandsvej 35, Køge, inden findetidspunktet mandag kl. ca. 15.30.

Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.