Politiet opgiver: Nu må flygtningene rejse frit




Torsdag morgen er der forholdsvist roligt ved grænsen både omkring Rødbyhavn og omkring Padborg.

Det er politiets vurdering, at der siden i går aftes kun er kommet få hundrede nye tilrejsende hertil. Dermed er det politiets vurdering, at der siden søndag middag er kommet omkring 3200 udlændinge til landet.

Politiet har kun begrænsede muligheder for at frihedsberøve udlændinge, der kommer til landet. Mange af dem ønsker ikke at være i kontakt med myndighederne og har ikke andet ønske end at fortsætte deres rejse til Sverige eller andre lande.

Derfor besluttede Rigspolitiet sent onsdag, at det ikke er muligt at tilbageholde de tusinder, der i øjeblikket søger til Danmark.

– Der er tale om en rent politifaglig vurdering, der bygger på de muligheder, der er i lovgivningen, og på hvad vi har af forpligtelser. Vi kan ikke tilbageholde udlændinge, som ikke søger asyl, og som der ikke er udsigt til, at vi hurtigt kan udsende igen, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Politiet skal sørge for at registrere de tilrejsende, hvis de ønsker at søge asyl. Når den registrering er foretaget, overdrages asylansøgerne til udlændingemyndighederne.

– Vi står i en situation, hvor der ikke er udsigt til, at de pågældende kan returneres til deres hjemlande. Vi kan selvsagt ikke holde så mange mennesker frihedsberøvet på ubestemt tid. Derfor er der ikke andre muligheder, end at vi lader dem være på fri fod, og dermed kan vi ikke forhindre dem i at rejse, hvorhen de vil, siger rigspolitichefen.

Myndighederne tilbyder fortsat de tilrejsende udlændinge bistand i form af steder, hvor de kan få hvile, forplejning og lægehjælp. Politiets fokus er at sikre ro og orden og give flygtningene en værdig behandling, hvor de håndteres med dialog og tålmodighed.

123456789

Skriv et svar