28. marts 2024

71-årig mand har været udsat for et voldeligt og blodigt overfald i sit hjem på Strandstræde i Kalundborg.

Det var en hjemmehjælper, som ved 7.30-tiden i morges fandt den 71-årige ilde tilredt og med flere kvæstelser i hovedet.

Hjemmehjælperen slog alarm og den 71-årige blev straks i en tilkaldt ambulance kørt til behandling på et sygehus. Han meldes uden for livsfare, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Rigspolitiets Kriminaltekniske Sektion har assisteret Midt- og Vestsjællands politis efterforskere med at foretage tekniske undersøgelser på gerningsstedet, som er mandens bopæl.

– Vi ved ikke endnu ikke, hvorfor manden er blevet overfaldet i sit hjem. Offeret er efter fornøden behandling på sygehuset i øjeblikket ved at blive afhørt til sagen, så vi kan danne os et overblik over motivet til overfaldet på ham samt få oplysninger om det nøjagtige gerningstidspunkt, siger politikommissær Kristian Egekær, der er efterforskningsleder.

Politiet kan derfor ikke på nuværende tidspunkt oplyse noget om gerningsmanden eller det præcise gerningstidspunkt.

Midt- og Vestsjællands politi vil derfor gerne i kontakt med personer, der har været i området omkring Strandstrædet i Kalundborg før kl. ca. 07.30 i dag, for at afhøre dem om deres observationer i området i de tidlige morgentimer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.