29. marts 2024

Regeringen afsætter nu midler til at nedbringe de mange overarbejdstimer, som politiet har oparbejdet ikke mindst i forlængelse af terrorangrebet i København i februar måned.

Da København blev ramt af et terrorangreb den 14.-15. februar i år, kom politiet på overarbejde – både i forbindelse med selve angrebet og i de efterfølgende måneder. For at nedbringe puklen af overarbejdstimer og sikre, at der kan opretholdes et stærkt terrorberedskab resten af året, giver regeringen nu ekstraordinært mulighed for at udbetale politiets overarbejdstimer.

– Politiet har ydet en stor indsats i forbindelse med det terrorangreb, som ramte os i februar måned. Politiets arbejdsindsats er med til at gøre Danmark trygt, og det fortjener anerkendelse, siger justitsminister Søren Pind og fortsætter:

– På længere sigt er det selvfølgelig uholdbart at bede politiet om den mængde af overarbejde. Men vi løser nu et akut behov ved at give mulighed for, at politiet kan udbetale overarbejdet. Når vi til efteråret skal forhandle om politiets økonomi de næste år, skal vi sørge for, at politiet også på den lange bane har tilstrækkelige ressourcer.

Pengene til at kompensere for overarbejdet bliver afsat til politiet i form af et aktstykke, som vil blive oversendt til Finansudvalget snarest muligt. Aktstykket giver mulighed for udbetaling af alle de overarbejdstimer, som indtil nu er oparbejdet i politiet, samt de timer, der skønnes at blive oparbejdet i den resterende del af året.

I den kommende flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden, der kommer til at gælde fra 2016, vil regeringen sikre, at politiet også fremover har de ressourcer, de har brug for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.