Fagforbund: Regeringens skruetvinge mod kommunerne vil ramme borgerne




Den netop indgåede aftale mellem kommunerne og finansministeren om kommunernes økonomi i 2016 kan ikke undgå at ramme den borgernære velvfærd – det mener man hos fagforeningen HK Kommunal.

Her er man dybt bekymret over sparekursen, som man mener er “langt ude over, hvad Venstre lovede danskerne i valgkampen”. Til gengæld ser man posititvt på, at der bliver taget fat på en plan for det nære sundhedsvæsen.

Den netop indgåede aftale mellem kommunerne og finansministeren om kommunernes økonomi i 2016 betyder at kommunerne skal spare en procent om året i de kommende fire år. I 2016 er besparelsen 2,4 milliarder kroner – hvoraf kommunerne dette år kan få de 1,9 milliard tilbage til særlige indsatser.

Formanden for HK Kommunal Bodil Otto kalder den øvelse for et administrativt cirkus, der ikke tjener noget fornuftigt formål, og som langtfra flugter med det, Venstre lovede i valgkampen.

– Det decentrale Danmark er skudt tilbage med denne aftale, hvor regeringen tager tøjlerne ud af hænderne på kommunerne og lader de lokale forvaltninger stå tilbage på perronen uden beslutningskraft. Derudover bliver besparelserne mærkbare for borgerne, for der er ikke meget fedt tilbage i kommunerne, som jo allerede har effektiviseret mærkbart de seneste mange år, siger Bodil Otto.

Sparekursen underminerer ifølge Bodil Otto også betingelserne for fremgang og velstand.

– Vi taler om en barbering af den borgernære velfærd på i alt 10 milliarder kroner frem mod 2020. Det vil kunne mærkes. Ikke alene hos de børn, unge, ældre, ledige eller syge, der er så afhængige af et velfungerende velfærdssystem. Nej, sparekursen vil også ramme både virksomheder og veletablerede borgere, der helt overordnet nyder godt af en borgernær service for at de kan præstere optimalt til gavn for væksten i landet, konstaterer Bodil Otto.

HK Kommunal-formanden opfordrer til, at man lytter til de ansatte og deres gode ideer:

– Arbejdsmiljøet i kommunerne er i forvejen presset. Hverdagen handler om at løbe stærkt, og mange ansatte har i forvejen for mange opgaver i forhold til den tid, der er til rådighed til at løse dem. Så min opfordring til arbejdsgiverne er, at de lytter til medarbejderne og involverer dem i det, der nu skal ske.

Bodil Otto noterer sig, at finansministeren særskilt har nævnt administration som et spareobjekt, og at ordet effektiviseringer gentages mange gange i økonomiaftalen.

– Det er værd at huske, at langt hovedparten af det arbejde, der kaldes administrativt, har at gøre med meget jordnære ydelser som miljøgodkendelser, fødevarekontrol, sociale ydelser, jobindsats, tandpleje og udsatte børn. Bliver disse områder udsultet, vil det få alvorlige konsekvenser for såvel borgere som virksomheder, fastslår Bodil Otto.

Hun tilføjer, at andre faggrupper som lærere, læger og pædagoger klager over, at de er overbebyrdet med administration, som stjæler deres arbejdstid.

– Besparelser på administrationen får jo ikke de administrative opgaver til at forsvinde. Det betyder bare, at andre faggrupper skal bebyrdes med mere administration, hvilket tager tid fra deres kerneopgaver. En effektiv administration er altså også forudsætningen for, at vores velfærdssamfund kan hænge sammen, konstaterer Bodil Otto.

Ifølge HK Kommunal er det positive i kommuneaftalen, at der nu tages initiativ til en plan for det nære sundhedsvæsen.

123456789

Skriv et svar