28. marts 2024

Alt for få unge vælger en erhvervsuddannelse, og en af årsagerne er, at forældrene hellere anbefaler dem gymnasiet. Det viser en undersøgelse som YouGov har foretaget for Dansk Metal.

Ifølge undersøgelsen vil kun 6 procent af forældre med børn i alderen 10-17 år anbefale en erhvervsuddannelse inden for teknologi, som f.eks. industritekniker, smed, elektriker eller tømrer. 71 procent vil anbefale deres barn, at få en gymnasial uddannelse.

Det får Dansk Metal til at advare om, at fordomme og misforståelser styrer forældrenes rådgivning og frygter for mangel på kvalificerede faglærte i fremtiden.

Forældre har stor indflydelse på uddannelsesvalg
Forældrene har en stor indflydelse på, hvilken ungdomsuddannelse de unge vælger. For når de unge kommer i den alder, hvor de skal søge ungdomsuddannelse, går de ofte til mor og far for råd og vejledning. Men forældrenes råd vil, som undersøgelsen viser, oftest være en opfordring til at gå i gymnasiet, og kun sjældent en erhvervsuddannelse.

Og det får rynkerne frem i panden på Claus Jensen, der er forbundsformand for Dansk Metal:

– Det er dybt bekymrende, og i mine øjne mest af alt et udtryk for, at forældrene lader sig styre af fordomme og mangler viden og information. Mange er slet ikke klar over, hvor gode uddannelser, vi kan tilbyde de unge og hvilke gode og spændende job, de fører til. Det er et kæmpe problem, siger Claus Jensen.

Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse
Han peger på, at der i år var et stort fald i andelen af de unge, der søger en erhvervsuddannelse efter 9./10. klasse. Hvor der sidste år var 19,6 pct., er det i år 18,5 pct., der har søgt en erhvervsuddannelse. Det vil føre til mangel på kvalificerede faglærte, hvis ikke det billede bliver ændret:

– Der er langt flere unge, der skal vælge en erhvervsuddannelse. Og helst de kvikkeste af dem. Det kræver nemlig både et godt hoved og kvikke hænder at blive industriteknikker eller værktøjsmager. Til gengæld så får man en uddannelse, der giver adgang til spændende job i internationale virksomheder, en god løn og rigtig gode muligheder for at uddanne sig videre, forklarer Claus Jensen, og henviser til nye prognose fra AE-Rådet, der forudser, at der vil mangle op mod 90.000 faglærte i 2030, hvis ikke de unges uddannelsesmønstre ændrer sig.

– Det er et kæmpe problem for Danmark som samfund. Hvis vi ikke får uddannet flere faglærte, så vil ordrer gå uden om Danmark, selvom vi faktisk kan producere bedst og billigst. Det vil koste vækst og arbejdspladser, som i stedet bliver skabt i andre lande, forklarer Claus Jensen.

Han ærgrer sig over, at forældrene tilsyneladende ikke ved nok om erhvervsuddannelserne:

– Det er meget tydeligt, at netop videreuddannelsesmulighederne betyder meget for forældrene. 80 pct. af dem, der anbefaler deres børn det almene gymnasium, peger netop på dette, mens det kun er 14 pct., blandt dem, der anbefaler en teknisk erhvervsuddannelse. Det vidner om, at mange tror, at en erhvervsuddannelse er en blindgyde. Men det er helt forkert. Der er rigtig gode muligheder for at læse videre, fx ved at vælge en EUX-uddannelse, hvor man både får svendebrev og studentereksamen på een gang, forklarer Claus Jensen.

– Men også med en traditionel faglært uddannelse er der gode muligheder for at læse videre, fx på et erhvervsakademi. Og faktisk er danske virksomheder meget glade for medarbejdere, der både har praktisk og teoretisk uddannelse:

– En industritekniker, der læser videre til produktionsteknolog, maskinmester eller ingeniør, er for mange virksomheder en langt mere attraktiv medarbejder end en, der kun har siddet på skolebænken. Så hvis ens barn er sporet ind på et teknisk spor, så er det en rigtig god idé at skubbe dem i retning af en erhvervsuddannelse som første skridt, mener Claus Jensen.

Han håber, at han kan være med til at sætte gang i en debat og få mere fokus på problemet, og tager det derfor op i sin 1. maj-tale:

– Vi har brug for at få sat mere fut på den her debat, og få fjernet fordomme og misforståelser – især hos forældrene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.