24. april 2024

Den catalanske storklub FC Barcelona åbner sit første skandinaviske akademi og det skal ligge i Ballerup. Det kom frem i dag på et pressemøde i FN-byen i København.

Og udsigten til, at fodboldglade drenge og pigerfår mulighed for at træne de samme øvelser som Messi, Xavi, Iniesta og de andre verdensstjerner fra storklubben glæder Ballerups borgmester Jesper Würtzen:

– Jeg er stolt over at byde verdens største fodboldklub FC Barcelona velkommen i Ballerup Kommune. Samarbejdet er blevet til via lokale fodboldledere, som har gjort et flot stykke arbejde, og det vil vi gerne bakke op om, fortæller Jesper Würtzen og fortsætter:

– Det er en unik mulighed for at udvikle og tilføre nye dimensioner til vores idrætsliv, og samarbejdet ligger i fin forlængelse af de idrætsvisioner, vi har i Ballerup om at tilgodese både bredde- og eliteidræt. Der er ingen tvivl om, at det, at Barcelona har valgt Ballerup, har en stor brandingværdi og vil få en afsmittende effekt på vores erhvervsliv. Det er en rigtig god dag og et stort velkommen til Barcelona i Ballerup, siger Jesper Würtzen.

Fodboldfilosofi fra Barcelona til Ballerup
Direktør i FCBescola, Xevi Marce, glæder sig over de erfaringer, den catalanske storklub allerede har høstet med fodboldskoler i Danmark, og han forventer sig meget af det kommende akademi.

– I fire år har FCBEscola haft sine sommerfodboldskoler i Danmark, og her har mange drenge og piger med stor succes nydt godt af den metode og de værdier, der kendetegner FC Barcelona. Med udgangspunkt i den succes og accept som FCBEscola har opnået, er vi derfor også meget glade for nu at kunne annoncere åbningen af den første officielle FCBEscola i Danmark og Skandinavien. FCBEscola starter op til august i Ballerup, og vi har store forventninger til FCBescola Copenhagen, lyder det fra Xevi Marce.

FCBEscola Copenhagen etableres i tæt samarbejde med Ballerup Kommune og de lokale fodboldklubber i Ballerup. Børnene vil træne to-tre gange om ugen, og der vil derudover være interne kampe/fodboldstævner hver lørdag.

Akademiet henvender sig til børn i alderen 7 til 16 år.

Læs også: DBU om FC Barcelona-akademi: Vi er skeptiske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.