DBU og Spillerforeningen indgår aftale om landsholdet




Efter længere tids forhandlinger har DBU og Spillerforeningen indgået tre nye kollektive landsholdsaftaler, som spillerne på Herre-A-landsholdet, Kvinde-landsholdet og U21-landsholdet skal tiltræde.

Aftalerne sikrer besparelser og fleksibilitet for DBU og nye bonusordninger for landsholdsspillerne.

Hos DBU glæder administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, sig over aftalerne, der samlet set giver en årlig besparelse på ca. 17% – svarende til tre millioner kroner om året – samt større fleksibilitet I arbejdet med kommercielle aktiviteter.

– Vi er glade for, at Herre-A-landsholdsspillerne er villige til lavere honorar og dermed til at bidrage til, at vi sammen kan få bedre økonomi i DBU og råd til at investere i fan-oplevelser, talentudvikling og alverdens fodboldaktiviteter. Det er en god aftale for dansk fodbold – og det bliver godt at få fokus på landsholdsfodbold og de kommende landskampe, siger Claus Bretton-Meyer.

DBU-direktøren glæder sig også over, at der for første gang nogensinde er indgået aftaler for Kvinde-landsholdet og U21-landsholdet, hvor spillerne lige som på A-landsholdet får honorar og bonusordninger i tilfælde af kvalifikation til EM- og VM-slutrunder.

– DBU ønsker at dele ekstra indtægter med landsholdsspillerne, og den nye aftale er i endnu højere grad resultatorienteret, hvilket er godt for alle parter. Hvis landsholdene præsterer godt, giver det ekstra til landsholdsspillerne og til dansk fodbold som helhed, siger han.

Hos DBU A/S er direktør Katja Moesgaard glad for, at aftalen skaber rammerne for bedre og mere fleksibelt samarbejde om de kommercielle aktiviteter med landsholdsspillerne:

– Vi har ønsket et tættere og mere fleksibelt samarbejde med spillerne. Det har vi fået og jeg er overbevist, at det vil gavne den kommercielle platform både i forhold til vores samarbejdspartnere og i forhold til vores markedsføring af såvel landsholdene og vores mange landskampe, siger hun.

Spillerforenignens formand, Thomas Lindrup, er tilfreds med, at der nu er en samlet aftale på plads.

– Vi er glade for, at vi nu har fået de kollektive aftaler på plads for Herre-A-landsholdet, Kvinde-A-landsholdet og U21-landsholdet. Det har været helt centralt for os, at vi fandt frem til en langtidsholdbar løsning, siger Thomas Lindrup og uddyber:

– Vi er meget tilfredse med, at Spillerforeningen nu får en mere aktiv rolle omkring landsholdet. Blandt andet i forbindelse med, at afviklingen af de kommercielle aktiviteter bliver moderniseret, så vi sikrer en balance mellem de nødvendige kommercielle aktiviteter og det sportslige. Det er jo afgørende for alle parter, at spillerne kan præstere 100 pct. på banen.

På trods af et langt og til tider hårdt forløb er Spillerforeningens formand positiv over især den sidste uges forhandlinger og det fremtidige samarbejde:

– Det har været en bumpet tur. Men konfrontationer til trods, så har den sidste uge været meget positiv og har ledt til en tættere relation mellem Spillerforeningen og DBU. Jeg synes, at Claus Bretton-Meyer og Katja Moesgaard har gjort en stor indsats for, at vi sammen har kunnet finde en løsning. Så vi er positive ift. et godt videre samarbejde, slutter han

Nu handler det om det sportslige
Herre-A-landsholdets anfører Daniel Agger er glad for, at en løsning er på plads og ser frem til, at det igen skal handle om det sportslige.

– Først og fremmest er jeg tilfreds med, at vi nu har fundet en løsning. Det skylder vi os selv og alle omkring landsholdene – vores kommende modstandere, sponsorer og ikke mindst fansene. Vi er uden tvivl nået frem til den løsning, der gavner dansk fodbold bedst muligt, siger Daniel Agger.

Line Røddik, anfører på Kvinde-landsholdet, er glad for den solidaritet, der har været på tværs af landsholdene:

– Jeg er rigtig glad for det sammenhold, der har været tværs af landsholdene i hele forløbet, og at vi nu er har nået en løsning. Som kvindespiller har det har været godt at vide, at vi har stået sammen om det her, siger Line Røddik, anfører for Kvinde-A-landsholdet.

– U21-landsholdets anfører, Jannik Vestergaard, udtrykker også tilfredshed og glæder sig til de næste mange vigtige kampe:

– Vi vil alle spille for landsholdet, og der venter alle holdene nogle spændende kampe. Derfor er det vigtigt, at vi nu har fundet en løsning, så vi kan bruge al vores energi på det sportslige, siger han.

FAKTA:
Den nye landsholdsaftale omfatter følgende:
– Tre kollektive aftaler mellem DBU og Spillerforeningen, som alle landsholdsspillerne skal tiltræde
– En samlet besparelse på ca. 17% i den årlige drift af landsholdene – svarende til i alt 3 mio. kr. om året.
– Større bonusaftaler for landsholdene i tilfælde af kvalifikation til EM- og VM-slutrunder
– Fleksibilitet og samarbejde om de kommercielle aktiviteter for landsholdsspillerne
– Satsregulering på honorar og forsikring.
– Bedre forsikringsordninger for alle tre landshold
– Indgåelse af særlig social klausul i alle tre landsholdaftaler

123456789

Skriv et svar