29. marts 2024

Klokken 7.25 torsdag morgen modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om, at en bil tilsyneladende havde forsøgt at snige sig gennem betalingsanlægget ved Storebæltsbroen, men det lykkedes ikke, og bilen kørte ind i bommen.

Bilen fortsatte mod Fyn, men standsede et stykke ude på broen, og fire personer forlod bilen til fods i retning mod Korsør.

På grund af vidneforklaringer lykkedes det kort efter for politiet at finde frem til de fire personer, som var på Korsør Station, hvor de blev anholdt klokken 8.35.

Bilen, en VW Passat, som nu stod på broen, viste sig at være stjålet i løbet af natten fra Rødovre, og derfor blev alle anholdte sigtet for tyveriet af bilen. Det var tre 21-årige og en 22-årig mand fra Københavnsområdet, og ved visitationen fandt betjentene en peberspray hos den ene 21-årige. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven.

De fire anholdt blev taget med på politistationen i Slagelse, og de blev løsladt efter afhøring klokken 14.50.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.