16. april 2024

Danmark skal have velfærd frem for skattelettelser. Sådan lød løftet fra Socialdemokraterne til befolkningen, da valgkampen rasede i 2011. Men faktisk er skatten samlet set sat en anelse ned siden regeringsskiftet. Det skriver Søndagsavisen.

Opgørelsen fremgår, ifølge Søndagsavisen, af en redegørelse fra Finansministeriet til Folketingets finansudvalg den 9. oktober 2014.

Siden Helle Thorning-Schmidt (S) tiltrådte som statsminister i efteråret 2011, har regeringen hævet skatterne 102 gange og sat dem ned igen 86 gange.

Samlet set har det betydet en lille skattelettelse på 0,06 procent af BNP – eller i alt 1,2 milliarder færre skattekroner i statskassen.

Det får den liberale tænketank Cepos til at rose regeringen for flere aspekter af skattepolitikken.

– Der er særligt to positive elementer i det, som er helt i tråd med vores anbefalinger, forklarer Mads Lundby Hansen, cheføkonom og vicedirektør i Cepos.

– Regeringen har sænket selskabsskatten og finansieret det ved lavere vækst i det offentlige forbrug. Herunder folkeskolen, børnehaver og hospitaler, siger han og fortsætter:

– Man har desuden valgt at øge topskattegrænsen og øge beskæftigelsesfradraget og finansiere det ved at skære i reguleringen af overførselsindkomsterne. Herunder bistandshjælp, dagpenge og lignende, siger Mads Lundby Hansen.

Samlet set kalder Cepos dog den relativt lille skattelettelse for noget nær status quo. Samtidig beklager Cepos, at regeringen har hævet bundskattesatsen samt øget en række afgifter.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup, forklarer, at regeringen har forsøgt at omlægge skatten frem for at sætte den op:

– Vi har blandt andet sikret, at enlige forsørgere betaler mindre i skat. Vi har desuden øget beskæftigelsesfradraget. Flere har således en gevinst ved at gå på arbejde, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.