20. april 2024

På søndag firedobler Rigspolitiet antallet af ATK-vogne på de danske veje – og samtidig sidder mere end 100.000 bilister klar til at advare hinanden om vognenes placering via Facebook og mobil-apps. Det skriver Søndagsavisen.

Advarselsgrupperne på Facebook, der fungerer ved, at bilisterne løbende advarer hinanden, når de ser en fotovogn på vejene, har vokset sig stadig større de seneste år.

Og det kan være med til at stikke en kæp i hjulet på Regeringens planer om at inddrive godt 600 millioner ekstra bødekroner i 2015 alene.

– De nye vogne er sat i verden for at score penge fra de danske bilister, og der er vores gruppe hjælp til selvhjælp, så man undgår de bøder. Det er fint, når politiet stiller vognene i bebyggelser og ved skoler, men vi ser dem ofte steder, hvor de kun er sat op for at score penge, og det vil vi ikke betale til,” siger John Larsen, administrator af Facebookgruppen ’Fartkontrol Nordjylland’, til Søndagsavisen.

I Forenede Danske Motorejere, der ofte har udvist skepsis overfor politiets placering af ATK-vognene, kan man ikke se noget problem i, at tusindvis af bilister vil advare hinanden til at køre uden om de nye vogne.

– Hvis de sætter farten ned af den grund, har det jo en forebyggende effekt, siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM.

Heller ikke Rigspolitiet har de store indvendinger.

– Men vi vil selvfølgelig opfordre folk til at sætte farten ned generelt, for hvis man gør det, så er der jo heller ingen grund til at være med i sådan en advarselsgruppe, siger Frank Mathiesen, centerchef for Politiets Nationale Færdselscenter.

Der findes godt 20 Facebookgrupper med sammenlagt mere end 100.000 tilmeldte brugere, som advarer hinanden om ATK-vogne. De største er centreret omkring Nordjylland, Østjylland, Odense og København og har mellem 10-20.000 brugere.

Der findes også en række apps til mobiltelefonen, der udelukkende har til formål at advare om fartkontroller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.