24. april 2024

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi mødte i går eftermiddags op ved en lejlighed i Næstved efter et tip om, at der blev opbevaret ulovlige genstande.

Allerede uden for døren til lejligheden kunne politibetjentene konstatere en kraftig lugt af skunk. Lejlighedens beboer, en 24-årig mand, åbnede døren, og han gav politiet tilladelse til at ransage lejligheden. Her fandt betjentene i lejlighedens ene værelse et mindre skunklaboratorium, hvor der foregik produktion af skunk. Udover skunk i lejligheden fandt politiet en maskinpistol, en revolver, ammunition, samt 400 gram sprængstof, flere ulovlige knive og knojern. Det er politiets opfattelse, at våbnene kan have relationer til rocker-/bandemiljøet i Næstved.

Den 24-årige mand blev anholdt og fremstilles i dag ved retten i Næstved i grundlovsforhør. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre og krav om varetægtsfængsling. Af hensyn til dørlukningen, kan politiet ikke oplyse mere om sagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.