Politiet styrker indsatsen for at identificere seksuelt misbrugte børn




Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, har intensiveret arbejdet med at identificere de børn, der udsættes for et seksuelt misbrug, der siden distribueres som børneporno.

Offeridentifikation er en høj prioritet for NC3, men den teknologiske udvikling vanskeliggør dog arbejdet med at afdække ofre og gerningsmænd. Derfor opruster politiet nu på det teknologiske område og styrker samtidig det internationale samarbejde.

Et eksempel på vellykket internationalt samarbejde var etableringen af en midlertidig ’Victim ID Taskforce’ i Europols hovedkvarter i Haag i november. Europol samlede en international ekspertgruppe, som bestod af repræsentanter fra 11 politimyndigheder, herunder NC3 fra Danmark, for at gennemgå og analysere forskelligt børnepornografisk billed- og videomateriale, som var sikret i de enkelte medlemslande. Den fælles indsats førte til, at der blev identificeret ofre for overgreb i flere lande – ofre som nu kan få hjælp.

I de senere år har dansk politi medvirket til at afdække et betydeligt antal gerningsmænd til seksuelt misbrug af børn og har derved også fået identificeret deres ofre.

Identifikationen af ofre for seksuelt misbrug af børn er en høj prioritet for dansk politi, og i de senere år har et bredt internationalt samarbejde på området vist sig at være meget effektfuldt. Især samarbejdet med Europol og Interpol, der samler og koordinerer grænseoverskridende operationer mellem medlemslandenes politistyrker, har vist sig at være en stor succes i bekæmpelsen af seksuelt misbrug af børn.

– Vi arbejder hele tiden proaktivt og målrettet sammen med politikredsene på at identificere de seksuelt misbrugte børn. Det har ført til identifikation af både gerningsmænd og ofre i Danmark. Gennem tiden har vi også sendt mere end 200 spor til udlandet, som i adskillige tilfælde har ført til opklaring af misbrugssager. Vi er naturligvis glade, hvis vi kan redde et barn i Danmark, men det er også en succeshistorie, hvis vi kan redde et barn uden for landets grænser, siger lederen NC3’s sektion for seksuelt misbrug af børn, politikommissær Flemming Kjærside.

123456789

Skriv et svar