Dvd-salg halveret på tre år




Danskernes begejstring for streamingtjenester som Netflix, Viaplay og HBO Nordic har på bare tre år været kraftigt medvirkende til at halvere antallet af solgte Dvd’er i Danmark. Det skriver Søndagsavisen.

Antallet af DVDer, som blev langet over disken var i 2011 på 11,2 millioner. I 2014 var det tal faldet til knap 5,5 millioner. Det viser tal som Danske Videodistributører har udarbejdet for Søndagsavisen.

– Der er kommet flere digitale muligheder for at få underholdning, og dem har danskerne taget til sig. Dvd-markedet konkurrerer i dag med Youtube, sociale medier, og så har streamingtjenesterne haft en enorm indflydelse på danskernes forbrugsmønstre, siger Thomas Schultz, formand for FDV og direktør for SF Film, til Søndagsavisen.

På trods af nedgangen, så er der stadig godt salg i skiverne. I 2014 blev der solgt DVDer og Blue Ray-discs for 561 mio. kroner. Det er især børnetitler, der fortsat sælger som varmt brød.

Årets mest solgte dvd var Disneys ’Frost’, der solgte i 155.000 eksemplarer de første seks måneder efter dens frigivelse, og helt generelt har Disney og Pixars børne-titler ikke mærket meget til dvd-krisen.

– Salget er stort set uændret. Børn bruger stadigvæk fysiske eksemplarer, når de skal se film, siger Jan Klarskov, salgsdirektør for Disney i Norden.

Heller ikke Blu-Ray-formatet er lige så hårdt ramt. I 2014 blev der solgt 889.588 Blu-Ray-discs, et fald på 3,5 procent fra 921.475 i 2011.

– Blu-Ray er kommet ned i dvd-pris, det er bedre kvalitet, og de fleste kan se Blu-Ray med de spillekonsoller og afspillere, man kan få i dag, forklarer Thomas Schultz.

123456789

Skriv et svar