28. marts 2024

Region Sjælland har indgået kontrakt med Falck om ambulancekørsel i hele regionen.

Falck kører i forvejen i det meste af regionen, men i Køge, Greve og Solrød kommuner er det i øjeblikket Roskilde Brandvæsen, som står for ambulancekørslen. Men det er nu slut.

Med virkning fra 1. februar 2016 står Falck for ambulancekørslen i hele Region Sjælland.

Regionsrådets formand Jens Stenbæk siger:

– Jeg er meget tilfreds med den aftale, vi har lavet. Vi får en høj kvalitet og det er nødvendigt, når vi er en region, hvor vi bor meget spredt.

Responstiderne og serviceniveauet for de planlagte patienttransporter fortsætter på samme høje niveau som hidtil og samtidig hæves kvaliteten på en række andre områder.

– Vi har sikret os, at personalet får flere uddannelsesdage, så vi får et af landets bedste uddannede ambulancepersonale og vi har også aftalt, at vi skal indgå forskellige udviklings- og innovationsprojekter sammen, fortæller regionsrådsformanden.

Desuden stiger antallet af ambulancer med paramedicinere, så de i de nye kontrakter udgør 24 mod i dag 17.

Hjertekompressionsmaskiner bliver fremover standardudstyr i alle ambulancer og dermed kan genoplivningen foregå uafbrudt, når patienten transporteres fra et ulykkessted til et akutsygehus.
Samtidig forbedrer hjertekompressionsmaskinerne arbejdsmiljøet for personalet som fremover kan sidde ned og kan være spændt fast mens de samtidig forsøger at genoplive patienten under transport.

Med aftalen opnås der besparelser for regionen på 40 millioner kroner om året.

Aftalen med Falck løber fra den 1. februar 2016 til 31. januar 2024 med mulighed for opsigelse efter fire år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.