16. april 2024

Mildt vintervejr får rotterne til at yngle. Foto: Kev Chapman (CC BY 2.0).

Mildt vintervejr får rotterne til at yngle. Foto: Kev Chapman (CC BY 2.0).
Mildt vintervejr får rotterne til at yngle. Foto: Kev Chapman (CC BY 2.0).
Lunt vintervejr forlænger rotternes kønsdrift, og de seneste års milde vintre er ikke gået ubemærket hen i kloakbranchen.

En sund, voksen rotte trives fint med frostgrader. Det gør dens små unger til gengæld ikke, og derfor nedsættes kønsdriften hos de forhadte gnavere, når termometeret sniger sig under frysepunktet. I de seneste to år har vintrenes gennemsnitstemperatur været over frysepunktet, og det har givet rotterne mulighed for at holde én lang formeringsfest.

– Der er ingen tvivl om, at vi har mange flere rottesager nu, end vi havde for bare nogle år siden. Sidste år var der knap 150.000 anmeldelser i Danmark, og siden da har der været en voldsom stigning, så nu må vi se, hvor året 2014 ender. Mit bud er, at det bliver et rekordår, siger Svend Hørup, bestyrelsesmedlem i kloaksektionen i Dansk Byggeri.

Han har været mere end 40 år i kloakbranchen, og i dag arbejder han som autoriseret kloakmester og rottebekæmper. Han er derfor først på stedet, når nogen har opdaget rotter på sin grund, og hvis hans forudsigelse holder stik, får han endnu mere arbejde i nær fremtid.

– Rotterne kan nå at få et ekstra kuld unger, når vi har en mild vinter, og de bliver kønsmodne efter et par måneder. Derefter kører møllen. Vi danskere skal simpelthen være ekstra opmærksomme, for det er en vigtigt opgave at holde bestanden nede, og jo hurtigere vi kommer og fjerner dem, jo lettere er det, siger Svend Hørup.

Forsøg har vist, at et enkelt rottepar kan blive til over 800 rotter på et enkelt år under de rette omstændigheder. Derfor kan nogle enkelte rotter hurtigt udvikle sig til en regulær rotterede.

– Der findes heldigvis en masse foranstaltninger, som boligejerne kan træffe, for ikke at få rotterne ind i huset. Og en af de bedste forholdsregler, man kan tage, er at sikre sig, at ens kloak ikke er styrtet sammen. Når det er på plads, gælder det om at have antennerne ude og være opmærksom på rottetegn, så en specialist kan komme og fjerne dem, hvis uheldet er ude, siger han.

Et typisk tegn på, at der er rotter i nærheden, er en ubehagelig lugt, efterladenskaber og cirkelrunde huller i jorden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.