28. marts 2024

Danske bankkunder trak i august penge ud af højt forrentede konti og satte dem ind på lavtforrentede. Samlet var der et fald i danskernes bankopsparing på små 29 millioner kroner i august.

Danske bankkunder hævede i løbet af august i alt 1.824 millioner kroner på såkaldte tidsindskudskonti, hvor man som kunde opnår højere rente for at binde sin opsparing i typisk et år eller mere.
Pengene satte de tilsyneladende ind på lavere forrentede lønkonti, hvor den samlede opsparing i august sted med 1.483 millioner kroner. Det fortæller forbrugerøkonom Johan Juul-Jensen fra Nykredit på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Ud fra en snusfornuftig betragtning burde bevægelsen være modsat – fra lavtforrentede lønkonti mod højere forrentede tidsindskudskonti, men som bankkunde mangler man den gulerod, der gør det hele besværet værd. En konto, hvor opsparingen fx bindes i tre år, giver i dag typisk et renteafkast på 1,5% sammenlignet med 0,5% på en almindelig lønkonto. Det svarer til et merafkast på ca. 1.000 kr. om året for en opsparing på 100.000 kr., og mange bankkunder føler, at det ikke er tilstrækkelig betaling
for at binde sine penge. Som bankkunde bør man dog afklare med sig selv, hvorfor og til hvad man sparer op. Sparer man op til en ny bil, til renovering af boligen eller for at have noget at stå i mod med, hvis man skulle miste jobbet.

Har man ikke et konkret mål for sin opsparing, kan man overveje, om man kan få højere afkast andre steder end i banken. For eksempel ved at nedbetale gæld, hvor renten er højere, end den indlånsrente man modtager på sin opsparing, eller ved at indbetale ekstra på fx en aldersopsparing. Man kan også overveje energirenovering af boligen, som i mange tilfælde kan give et højt afkast i form af lavere energi og varmeregninger.
Endeligt kan man overveje, om der er penge at spare på at udskifte familiens bil med en nyere, mere brændstoføkonomisk model, som også kan give besparelser i form af lavere grønne afgifter og værkstedsregninger. Og er man bekymret for arbejdsløshed, kan det være mere hensigtsmæssigt at tegne en arbejdsløshedsforsikring, end at sætte penge til siden på indlånskontoen, fortæller Johan Juul-Jensen fra Nykredit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.