UV-indekset er sort snak for de fleste




Høje temperaturer og sol fra en skyfri himmel har tit været budskabet i vejrudsigterne denne sommer. Og ofte har tv-meteorologerne også vist dagens uv-indeks, men hvad betyder det egentlig? En undersøgelse af danskernes solvaner viser, at næsten alle danskere kender til uv-indekset – men kun hver fjerde ved, hvordan det skal tolkes.

Uv-indekset fortæller om intensiteten af solens ultraviolette (uv) stråling, og dermed hvornår man skal passe på i solen. Det er nemlig ikke temperaturen, der er afgørende for, om solen brænder, men derimod styrken af solens uv-stråling.

Når uv-indekset er på 3 og derover, er det nødvendigt at beskytte sig i solen. Men det ved kun 25 pct. af de adspurgte i en spørgeskemaundersøgelse, som er foretaget blandt ca. 4.000 danskere af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Peter Dalum, der er projektchef i Solkampagnen, er glad for, at de fleste trods alt har hørt om uv-indekset, som i flere år har været en fast del af sommerens vejrudsigter. Nu ser han det som en vigtig opgave at give danskerne en håndsrækning i forhold til at bruge uv-indekset korrekt.

– Jo mere uv-stråling, man udsættes for, og jo flere solskoldninger man får, jo større er risikoen for at udvikle hud- og modermærkekræft. Uv-stråling kan hverken ses eller mærkes, og derfor er uv-indekset et rigtig godt værktøj til at orientere sig om, hvornår man skal beskytte sig i solen, siger Peter Dalum.

Graden af uv-stråling afhænger af både skydække, ozonlagets tykkelse, solens stilling på himlen og mængden af partikler i luften.

Når uv-indekset er 3 eller højere, anbefaler Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, at man beskytter sig mod solen ved at følge de tre solråd: skygge, solhat og solcreme, fortæller Mette Meldgaard, som er områdechef for sundhed i TrygFonden.

– I Danmark er det typisk i tidsrummet mellem kl. 12 og 15 fra april til september, at uv-indekset ligger højt, og her anbefaler vi, at man bliver i skyggen, siger Mette Meldgaard.

I Danmark kommer uv-indekset ikke over 7, men under mere sydlige himmelstrøg kan det komme helt op på 15. Derfor er det også vigtigt at følge solrådene på solferien sydpå.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.