27. april 2024

Ringsted: Kort efter midnat fik politiet en anmeldelse fra en yngre, mandlig ekspedient i forretningen ved en tankstation på Køgevej i Ringsted om at en mand havde taget varer i butikken.

Manden havde få minutter før anmeldelsen forsynet sig med mælk, koldskål og et par pakker Underberg, som han ikke ville betale for. Da manden var på vej ud af forretningen uden at have betalt for varerne, standsede ekspedienten ham og bad om betaling. Manden ønskede ikke at betale, og samtidig med, at han klappede sig på tøjet, udtalte han, at han havde et våben. Ekspedienten gentog opfordringen om at betale, men manden truede igen verbalt med at have et våben under beklædningen. Herefter forlod manden forretningen til fods i ukendt retning.

Ekspedienten har overfor politiet beskrevet manden som: dansk, ca. 50 år gammel, kort let gråt hår rundt på siderne af hovedet og med måne, skægstubbe, iført sort læderjakke og mørke bukser og medbragte en Føtex-pose med varerne i.

Politiet kørte til området med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter manden, men fandt ham ikke. Politiet undersøger nu truslerne nærmere for at kunne afgøre, om sagen skal karakteriseres som et butikstyveri eller røveri.

Lokalpolitiet i Ringsted hører gerne fra personer, der har set manden i området omkring midnat, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.