25. april 2024

Hele landet: Hvis en bilist gentagne gange bliver taget med narkotika eller for meget spiritus i blodet, skal politiet lettere kunne konfiskere køretøjet. I dag har et bredt flertal i Folketinget vedtaget et lovforslag, som på en række punkter skærper kursen over for spiritus- og narkobilister.

Det glæder justitsminister Karen Hækkerup, at et bredt flertal i Folketinget støtter op om det lovforslag, som regeringen har fremsat som del af en større strategi mod spiritus- og narkobilisme.

– Vi har den senere tid været vidne til nogle dybt tragiske episoder, hvor uskyldige er blevet dræbt eller kommet alvorligt til skade, fordi hensynsløse bilister har sat sig bag rattet med alkohol eller stoffer i blodet. Det er rystende. Regeringen sætter derfor alle sejl til for at få stoppet de trafikanter, der sætter egne og andres liv på spil ved at køre bil i påvirket tilstand, siger justitsminister Karen Hækkerup.

– Med den lov, vi har vedtaget i dag, sætter vi særligt ind mod dem, der gentagne gange tages for sprit- eller narkokørsel. Regeringen har en målsætning om at halvere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken frem mod 2020, og skærpelserne er et vigtigt skridt på vejen til at nå dette mål.

Blandt de vigtigste elementer i loven er en udvidelse af politiets mulighed for at konfiskere køretøjet fra dem, der gentagne gange kører i narkopåvirket tilstand og dem, der allerede første gang kører med høj spirituspromille. Derudover får politiet mulighed for straksfratagelse af kørekortet i en kortere periode, hvis de vurderer, at der er risiko for, at bilisten sætter sig tilbage i bilen, mens vedkommende stadig er påvirket.

Endelig stilles der krav om, at bilister, der er frakendt førerretten for narkokørsel, skal gennemføre et særligt kursus i narkotika og trafik som en af betingelserne for generhvervelsen af førerretten. Dette tiltag svarer til den ordning, der gælder for spiritusbilister, som ønsker at generhverve førerretten. Dermed bliver narkobilisme i større grad sidestillet med spiritusbilisme, også når det gælder den præventive indsats.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.