Dansk statsborger anholdt og sigtet for tilskyndelse til terror




København: Københavns Politi anholdt tirsdag eftermiddag en 54-årig dansk statsborger, som blandt andet sigtes for overtrædelse af straffelovens §§ 114 e – der handler om tilskyndelse til terror.

– Vi har i denne sag arbejdet tæt sammen med London Metropolitan Police. Vores engelske kolleger har medvirket til at gøre Københavns Politi opmærksomme på, hvordan sociale medier blev benyttet til at formidle den anholdtes budskaber og opfordringer, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi

Den anholdte mand er tidligere idømt 3½ års fængsel for lignende overtrædelser og var senest i marts 2013 anholdt og sigtet for tilsvarende overtrædelser.

– Vi har imidlertid konstateret, at den pågældende har fortsat sine opfordringer. Sigtelserne fra marts omhandlede udgivelsen af bøger, som opfordrer til at deltage i jihad. Efterfølgende har den pågældende medvirket til at udgive yderligere en bog, forklarer Jens Møller Jensen.

De tidligere rejste sigtelser indgår i Københavns Politis beslutning om en fornyet anholdelse.

Den 54-årige fremstilles her til formiddag i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, hvor anklageren vil begære lukkede døre.

123456789

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.