29. marts 2024

Hele landet: Fire danske politifolk tager til Prag i uge 7. Baggrunden er sidste års hændelser i Prag, hvor unge danske gymnasie- og erhvervsskoleelever i vinterferien i uge 7 var involveret i en række meget medieomtalte hændelser med druk, vold og uorden.

De danske politifolk skal i et samarbejde med det danske udenrigsministerium og de tjekkiske myndigheder indgå i opgaven og dermed virke tryghedsskabende og dæmpe eventuel uro de steder, hvor de danske unge færdes.

– De danske politifolk har ingen politibeføjelser i Prag, men vi bruger samme koncept, som dansk politi har brugt ved fodboldkampe i udlandet ved tidligere lejligheder. Konceptet bygger på dialog med de unge og myndighederne, og det har vi god erfaring med. Vi vil samarbejde tæt med det tjekkiske politi, men vi håber naturligvis, at de unge, der skal til Prag i år, har lært at opføre sig væsentlig bedre end dem, der var af sted i 2013, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiet.

Derudover tager andre myndigheder og aktører, herunder Udenrigsministeriet, en række initiativer i forhold til uge 7-8 – f.eks. en styrket bemanding af ambassaden i Prag og Udenrigsministeriets 24/7-vagtcenter. Dette sker på baggrund af konferencen ”God stil i vinterferien”, hvor Udenrigsministeriet tog initiativet til at samle unge, forældre, skoler, rejsebranchen og andre aktører til en diskussion af, hvordan man skaber bedre og tryggere rammer for unges vinterferierejser 2014.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.