28. marts 2024

Hele landet: I aften sender DR2 første del af dokumentaren ’Store A – fra bandekrig til jihad’.

På Nørrebro siger den brutale bandeleder Abderozzak Benarabe, kendt som Store A, farvel til venner og familie, stiger ind i en bil og kører afsted mod lufthavnen.

Store A har, ifølge eget udsagn, fået en religiøs vækkelse, efter hans lillebror fik konstateret kræft, og han er nu på vej mod Syriens borgerkrig for at kæmpe på oprørernes side. Det er hans offer til Gud for at sone sine mange forbrydelser.

Den prisbelønnede journalist og dokumentarist Nagieb Khaja er med og filmer Abderozzak Benarabes voldsomme rejse. Instruktøren følger med hele vejen – både på Nørrebro og blandt oprørerne i Syrien, hvor virkeligheden er rå og voldsom.

– Jeg har lavet filmen, fordi jeg mener, det er første gang i nyere tid, vi ser en stor gruppe unge i Danmark rejse afsted for at deltage i en borgerkrig langt væk. Jeg håber, at min film kan belyse, hvorfor nogle unge mænd træffer det valg. Og så håber jeg, at filmen kan afskrække andre unge ved at vise, hvor brutalt det faktisk er dernede, siger instruktør Nagieb Khaja.

Redaktør Mette Hoffmann Meyer fra DR Medier siger om dokumentarserien:

– DR-dokumentaren ’Store A – fra bandekrig til jihad’ er en nuanceret fortælling om en mand, der vil gøre op med sit liv og griber til det, han kender bedst – krig og våben. Og hun tilføjer:

– Samtidig er dokumentaren helt unik, fordi den giver et højaktuelt og tæt indblik i bandelivet på Nørrebro og livet i en oprørshær i Syrien. Dokumentaren viser hvor rå, voldsom og ubarmhjertig virkeligheden er i Syrien – selv for en hårdkogt kriminel. Instruktør Nagieb Khaja har en evne til at give os alle et enestående blik ind i miljøer, vi ellers sjældent har adgang til.

Nagieb Khaja har tidligere modtaget prisen for bedste dokumentarfilm på den internationalt anerkendte ’One World International Human Rights Festival’ i Bruxelles for sin DR2-dokumentar ’Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone’.

Første del af dokumentaren ’Store A – fra bandekrig til jihad’ vises på DR2 i aften klokken 22.00. Anden del af dokumentaren bliver vist på DR2 tirsdag den 17. september klokken 22.00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.