YouSee-kunder sure over netværksproblemer




Forbruger: Flere kunder hos kabel-tv og internetudbyderen YouSee beklager sig på Facebook over, at deres internetforbindelse har været dårlig de seneste dage.

Kunderne oplever, at deres forbindelse pludselig bliver meget langsom eller helt forsvinder.

Det er tilsyneladende kunder i det nordvestsjællandske samt Hornsherred, som er ramt af problemerne. I hvert fald kommer beklagelserne fra folk bosat i Svebølle, Holbæk, Jyderup, Mørkøv og Svinninge og der meldes om problemer hos kunder i bl.a. Kirke Hyllinge.

Problemerne har angiveligt stået på siden lørdag og kommer om aftenen. På det tidspunkt er Kundeservice hos YouSee lukket, så kunderne har kun YouSees Facebook-side at henvende sig på, og det har de gjort i stor stil.

Blandt kunderne er Emil Lind Wendt Lauritsen fra Jyderup, som på YouSees facebook-side skriver:

– Nu er det tredje dag i træk at nettet fucker. I lørdags om aftenen røg nettet hele tiden. I går røg det mellem 20-22. I dag var det mellem 21:15 til 21:40 cirka.

Hvis man som kunde forsøger at finde ud af hvorfor netforbindelsen tilsyneladende er dårlig, og derfor benytter ‘Driftsinformation’ på YouSee hjemmeside, så får man ingen forklaring.

Netavisen Sjælland har bedt YouSees pressekontakt, Ib Konrad Jensen, om en forklaring på hvad der er sket og han har lovet at undersøge sagen og vende tilbage.

123456789

Skriv et svar