Efter branden: Nu kan de flytte hjem til Valbygårdsvej




En voldsom tagbrand hærgede sidste år ejendommen Vesterparken på Valbygårdsvej. Nu kan beboerne vende tilbage. Foto: Københavns Brandvæsen.
En voldsom tagbrand hærgede sidste år ejendommen Vesterparken på Valbygårdsvej. Nu kan beboerne vende tilbage. Foto: Københavns Brandvæsen.

København: For et år siden hærgede en voldsom tagbrand en beboelsesejendom på Valbygårdsvej i København. Nu kan beboerne vende hjem til deres lejligheder.

Ved branden 31. januar 2012 blev hele tagkonstruktionen, fire opgange samt 32 lejligheder i beboelsesejendommen Vesterparken på Valbygårdsvej ødelagt og beboerne har derfor været genhuset, mens skaderne på ejendommen blev udbedret.

Men nu kan beboerne flytte hjem.

– Vi er meget glade for, at vores beboere kan flytte hjem igen inden for et år efter branddagen. Det skyldes, at både entreprenør, byggerådgiver og forsikringsselskab har udvist stor vilje til at få løst opgaven så hurtigt som muligt. Det har bl.a. betydet både aften- og weekendarbejde. Det har været hårdt for alle involverede, så nu glæder vi os til at se fremad, siger formanden for andelsboligforeningen Vesterparken, Birgit Hansen.

Slipper for dobbelt husleje.
Forklaringen på, at det er lykkedes at gøre ejendommen indflytningsklar på 12 måneder er dels arbejdsindsatsen, dels at ejendommens forsikringsselskab har haft en chefkonsulent fysisk til stede, som har kunnet træffe beslutninger med det samme.

– Vi lagde fra start en meget stram tidsplan for byggeriet, hvor målet var, at beboerne skulle kunne flytte hjem efter 12 måneder. Beboernes indboforsikringer dækker nemlig kun 12 måneders genhusning, herefter ville beboerne selv skulle betale for genhusningen. Derfor har alle lagt sig i selen for at overholde tidsplanen, forklarer Henning Højsgaard, chefkonsulent hos forsikringsselskabet If.

Arbejdet med at genopføre ejendommen har været omfattende, der har i perioder været mere end 60 personer beskæftiget på byggepladsen dagligt. I forbindelse med genopbygningen har andelsboligforeningen valgt at opføre en ekstra brandvæg samt at opsætte brandalarmer i kældre og lofter i hele ejendommen.

Læs også:
Voldsom tagbrand i Valby (31.01.2012)
Valby-brand: Tagbrand under kontrol (31.01.2012)

123456789

Skriv et svar